Din hud pakker dig pænt ind, udfører en række livsvigtige opgaver og så er den i evig forandring.
Ny hud hver 27. dag
Omtrent en gang om måneden, hver 27. dag, erstattes ældre hudceller af nye friske søstre og brødre, der fortsætter jobbet, hvor deres forgængere slap. Det er en proces, der sørger for, at din hud igennem hele dit liv vil leve og forandre sig med de betingelser, den møder.
Millimeter tyk barriere
Overhud, læderhud og underhud udgør tilsammen en ”waterproof”, kun få millimeter tyk barriere mellem vores indre og verden omkring os. Når din hud er sund, holder den virus og bakterier ude, er varmeregulerende og reparerer sig selv. Den hindrer tab af væske, så du ikke dehydrerer og sender alarmsignaler til din krops immunforsvar, hvis der går hul på ”overfrakken”.

Scanner minutiøst omgivelserne
En VIP opgave er at regulere kropstemperaturen. Nerveender, der ligger tæt i din hud, scanner minutiøst temperaturen i omgivelserne. Opgaven går ud på at holde kroppens indre tæt på 37 grader varm, og bliver det for varmt får blod-karrene besked på at udvide sig og ”dampe af” eller producere sved. Omvendt trækker blodkarrene sig sammen, når vi fryser.
Ulraviolette stråler
Det vigtigste, du kan gøre for din hud, er at beskytte den mod solens skadelige stråler. Selvom den knokler på højtryk for at danne pigment (der absorberer og hindrer ultraviolette stråler i at lave skader) kan der være brug for en hjælpende hånd.
Sol omdannes til D-vitamin
10-15 minutters daglig eksponering i solen er nemlig nok for at aktivere de nødvendige for-stadier til D-vitamin, som vi behøver for at leve sundt. Er du nysgerrig efter, hvordan forstadiet fuldbyrdes? Det sker naturligvis i lever-nyre laboratorierne, hvor det omdannes til aktivt D-vitamin.
Vand gør huden glad
Også god kost og rigeligt med vand gør din hud lykkelig. Af vitaminer og mineraler bidrager vitamin A, riboflavin (B2), niacin (B3), biotin og jod og zink til en normal hud, mens kobber bidrager til en normal pigmentering af huden. Vitamin C bidrager til normal dannelse af kollagen, der som bekendt har afgørende betydning for normalt fungerende hud.